Torsdag i den forgangne uge fik jeg en reminder om at nu var der 100 dage til Berlin Marathon. 100 dage.. Har blandede følelser i det øjeblik jeg ser tallet 100. Kan jeg nå at blive klar? Har jeg lyst? Har jeg tid? Summer lidt over det og tænker selvfølgelig bliver jeg klar.
Mit løbeprogram er stadig overskueligt og det er længe lyst om aftenen så det er netop i denne tid at det bør være overkommeligt at komme ud og løbe 3 gange om ugen uden at det skal være en kamp at få løbesko på. Lige for tiden svinger det meget.. den ene uge er jeg ude af vagten og synes det er det mest fantastiske – den næste uge kan jeg sagtens finde på alt muligt andet at lave.
Lørdag morgen, varmen er tilbage og solen bryder for alvor frem lige om lidt. På med løbetøj og sko og så afsted. Dagens pas står på bakkeintervaller. Tager den obligatoriske opvarmning imens jeg tænker over hvilken en bakke jeg, ca. 20 minutter senere, skal lande ved. Ender med at vælge vores fantastiske grusgrav. De 5 gange 2 minutters intervaller virker overkommelige… faktisk ret fede… Hold op det er dejligt. Løber hjemad igen i roligt tempo – det føles fantastisk.
Jeg kommer hjem fyldt med energi, fyld med optimisme, glæde over jeg kan løbe i de mest fantastiske omgivelser så tæt på mit hjem. Kommer hjem med følelsen af selvfølgelig bliver jeg klar og har lyst til at løbe Berlin marathon d. 24. september 2017. SELVFØLGELIG skal jeg det.
Mit næste indlæg kommer til at handle om motivation. Hvorfor løber jeg? Hvad får mig til at holde gejsten og hvordan jeg planlægger mit løb.
