Nu skal vi stifte nærmere bekendskab med endnu en af de seje bloggere der skal være med til at blogge om løb og løbekultur her på coolsneakers.dk’s nye løbesektion. Vi glæder os til at følge Morten på bloggen
Om Morten Klingenberg
Jeg er løbetosset.dk – så nemt kan det siges. Men det har ikke altid været sådan, selvom jeg har løbet siden 2010, er det faktisk ikke mere end halvandet år siden, jeg begyndte at løbe sådan for alvor. I starten var det meget begrænset, men i 2014/2015 skete der et eller andet og jeg begyndte ‘pludseligt’ at gå lidt mere op i løb – og inden jeg så mig om, havde jeg meldt ud, at Copenhagen Marathon i 2016 ville blive med mig som deltager.
Siden da er det taget fart, og jeg har senest i år gennemført mit andet marathon – og så er jeg kommet med i Danmarks hyggeligste løbefællesskab, nemlig Team Tvilling Nordjylland.
Lige for tiden bakser jeg med næsten eksistentielle løbstanker i forhold til om jeg skal løbe flere marathons – eller om jeg skal kaste mig ud i ultraløb i stedet (fx 100 km i Viborg eller 100 Miles på Mors).
Når jeg ikke løber, er jeg også en ivrig kitesurfer og nyder generelt at være ude i naturen.
Fedeste løbsoplevelser:
Copenhagen Marathon i år. Jeg havde et ambitiøst mål om at løbe under 3.10 efter min debut året før, hvor jeg kollapsede på målstregen i tiden 3.30.19. I år gik alt bare op i en højere enhed – og med masser af overskud hele vejen. Oplevelsen blev kun bedre, da jeg løb over målstregen i tiden 3.06.05 – altså knap 4 minutter hurtigere end mit målsætning.
Løb jeg ser frem til:
Der er mange, CPH Half bliver uden tvivl en fornøjelse igen i år, men de lokale løb sammen med Team Tvilling er også altid noget jeg ser frem til. Jeg har et lod i puljen til London Marathon næste år, så hvem ved måske jeg skal have min udenlandske debut i Londons gader!
Motivation for at løbe:
Jeg løber for at blive bedre, nu har jeg endelig fundet en sport, som jeg er relativ god til. Så målrettet, struktureret træning er mit værktøj til at nå dertil – og så er jeg jo lidt af en nørd, der godt kan lide at nørde løb. Jeg har i halvandet år løbet efter Hechmann’s principper og er meget tilfreds med resultaterne indtil videre.