”Anything is possible”
Jeg har altid været en sportspige, personlig træner, aerobic udøver og generelt crazy med bevægelse, har undervist i flere former for gruppetræning.
Dog aldrig løb – det var noget, de andre gjorde. Jeg kunne ikke lide impact og følelsen at flytte kroppen på den måde. Der kom dog en dag, hvor jeg har set min veninde at gennemføre Ironman på min absolut yndlings ø- Lanzarote.
Det der pis, det gør jeg sgu også, sagde jeg bare. I kalender stod 17/6 2013 og jeg løb min første tur – EVER- altså siden jeg var lille pige og var tvunget til at løbe i skole.
Første 4 km og jeg var mega stolt- jeg kunne løbe, elendigt, langsomt, men jeg kunne jo godt.
Et par dage efter løb jeg igen, ca. 8 km, og igen 10 km. Meget kort efter. Al den gym træning og endeløse timer i aerobic salen, squat og PUMP har betalt sig alligevel. Jeg var super stærk, min muskulatur var i orden, jeg skulle ”bare ” lære at flytte kroppen på en optimal måde.
Præcis efter 2 mdrs. anstrengelser løb jeg min første ½ Marathon – man husker altid sin første, det er ligesom med kærester – glemmer det aldrig.
Den dag, 30.8 2013 vidste jeg, at dette kan jeg bare!
”Mind over Body”
Jeg gik i skarp træning, målet var nemlig Copenhagen Marathon i maj 2014.
Jeg løb, hvor alle andre sad i sofaen og flettede fingre, jeg løb, da der var storm, regn, orkan. Intet kunne stoppe mig. Jeg er blevet stærkere både fysisk og psykisk – jeg havde nemlig et fedt mål – og følelsen var så fantastisk, at jeg måtte sige det til hele verden og publicere på Facebook, da jeg vidste, at dette vil hjælpe mig på min vej.
Jeg rendte i nogle små tekniske problemer, fiberspring i gluteus, fiberspring i ryggen, iskas nerven i klemme mm., men jeg blev… Og det var nok ikke så slemt alligevel, når jeg kunne løbe med de småskader.
Dagen til Copenhagen Marathon kom. Jeg har valgt tøjet nøje, alt skulle matche, lakerede negle rødt og skrev tydeligt på min arm ”Mind over Body”. Dette viste sig at være god hjælp senere.
Jeg var klar, med mindre fiberspring – denne gang i lår – men jeg var klar, har nok aldrig været så super klar i hoved, som den dag. Jeg vidste, at INTET kunne stoppe mig.
Jeg har nøje udregnet, at med mit skadede ben, som ikke må presses, skal jeg beholde mit tempo på 5.45-6.00/km. Jeg lovede mig selv, at selvom dette er noget, jeg ville, må jeg ikke ende endnu mere skadet efter løbet. Dette viste sig at være god plan.
Startskuddet gik og jeg løb næsten euforisk gennem københavnske gader med mit Garmin ur og ID bracelet med teksten ”Run Like Beast”
De første 10 km har jeg nærmest ikke bemærket, på 20 km- her har man jo været flere gange før, her tænkte jeg, nu er jeg halvvejs. Jeg havde ramt lidt pessimisme på ca. 28-30km, men jeg kunne ligesom ikke gå tilbage, den eneste vej var fremad! Efter jeg havde passeret 32 km, vidste jeg, at der var sølle 10 km tilbage – så var der bare hjemad. Det regnede voldsomt, men det gjorde intet – jeg var nemlig på vej til at få en medalje med det klassiske blå Nykredit bånd.
4:29 viste mit ur. Ikke noget revolutionærende, men jeg har passet på min krop, mit dårlige ben, har intet spist siden kl. 5 om morgenen, heller ikke gels eller andet, da min mave går helt bananas. Kørte på ren vand og eufori.
”Don´t mess with a twin mom who runs marathons for FUN”
Dette stod på min singlet ved det seneste løb. Og jeg mener det faktisk.
Efter Copenhagen Marathon følte jeg faktisk, at pludselig var der tømt. Hvad nu? Hvad skal jeg finde på nu?
Jeg lærte gennem min målrettede træning og dedication, at man kan, hvad man vil – og der er ingen, der skal fortælle mig otherwise.
En uge senere har jeg planlagt flere løb, flere races og flere sjove oplevelser med løb.
Jeg fandt ud af, at man nødvendigvis ikke behøver at træne 100 km om ugen, man skal bare træne smarter not harder! Jeg tager løbesko på, når jeg skal på job og i værste tilfælde cykel. Løber de små 8 km, nyder morgenen og cykler tilbage fra job ige.n. Elsker det!
Hvorfor var det netop mig, der lykkedes at nå mit mål?
Vilje. Ganske enkelt.
Jeg har 3 små børn, heraf tvillinger, fødsel var ikke noget walk in park – nr. 1 kom ud vaginalt, nr. 2 bestemte sig, at hun hellere vil løftes op via Kejser snit. Derfor har jeg svært at se, at noget er mere krævende end at sørge for 2 små grædende bæster- søvn, flasker, søvn, flasker, ble, ble, ble….
Så tager jeg hellere en lille Marathon.
