Tænkte jeg imorges, da jeg løb (eller måske faktisk joggede). Forhåbentlig var der ingen, der så mig, at jeg var ved at dø på landevejen på vej på job. De sølle 8 km føltes som 20 og jeg behøvede ikke checke min Garmin, for at finde ud af, at stængerne har bevæget sig i hastigheden enhver skildpadde værdig.

Yep, at holde ferie og fede den af kan simpelthen indhente én.

The struggle is real

3 uger i den solrige og meget varme Antalya satte sine spor ved mine stakkels ben. For lidt løb, ikke hvert fald kvalitetsløb og for lidt fitness.

Fitness, altså hvis man medtager alle de gange jeg stod på løbebånd og bandede den der psychomaskine langt væk eller de gange jeg stod foran spejlet og checkede min solbrunede hud.

Stranden var smuk og palmerne stod bare så flot og indbydende.

Så ja, jeg løb også udenfor, men igen ingen kvalitet – det var ren hygge, da jeg fokuserede mere på omgivelser end min kadance.

Og who cares – jeg er og bliver aldrig en elite løber.

Jeg er blot Martina.

En glad løber med kæmpe krølle hår, mor til 3 bæster, som nyder løb lige så meget som et stykke Othello lagkage.

Sweat like a pig to look like a fox

Bare vent, jeg skal nok komme tilbage. Imens shopper jeg lidt nyt løbegrej. Dvs. de dage, hvor jeg er øm i musklerne efter de få kilometer, jeg havde tilbagelagt. Jeg tager mig sammen, da ønsker og mål er der mange af. Ambitionerne er høje og vi har kun dette liv- så løb for pokker, LØB!

Next stop – Copenhagen Half sammen med teamet Hop for Muskelsvind. 

Se efter de pinke spandax dragter!