Hvis du følger godt med i de danske Instagram kontoer der releaterer sig til sneakers kan du næsten ikke have undgået at støde på Busters profil.
Buster er et sneakerhead i ordets bogstavelige forstand og hans samling er virkelig imponerende. Busters samling består primært af de klassiske Air Max 1 og Air Max 180 silhuetter, Jordans og de æstetiske New Balance modeller. Busters billeder er let genkendelige og er oftest skudt i hjemmet på Nørrebro i København blandt stilsikkert interiør og danske design klassikere.
Når noget kommer ind er man naturligvis også nødt til at skille sig af med noget engang imellem. Derfor sælger Buster ofte ud af kollektionen på Facebook og du kan som regel også møde ham til Sneakerbanquet i København hvor han altid er god for en sneakersnak og en god handel.
Her fortæller Buster om sin store passion for sneakers.
Det der startede det hele
Min passion for sneakers opstod naturligt, parallelt med min passion for skateboarding. Som aktiv skater, frustrerede det mig stort set altid at skifte fodtøj, da helt nye sko som udgangspunkt var for stive og knapt så fleksible at skate i. Det var først efter nogle lange dage på boardet – med en masse vrid og slidtage – at jeg følte at skoene begyndte at sidde nogenlunde ideelt. Kort efter at de så var tilpasset mig, ja så var de slidt igennem igen. Nyt par.
Derfor fandt jeg mig et brand og en model som jeg dyrkede, hvorfra jeg så købte den samme model i stort set samtlige farver i min størrelse. En model jeg holdt enormt meget af dengang, var Circa’s model CM703, hvilket var en pro-model fra Chad Muska. Den minder meget om en Air Max i silhuet, kontra rigtig mange andre skatesko fra dengang.
Derfra startede min nuværende passion så, hvor Air Forces overlappede mine skatesko, og grundlage min passion for sneaks på ny. Sidenhen har jeg købt rigtig meget forskelligt, hvor nogle af mine køb har været helt forfærdelige sneaks, men nu har jeg fundet min niche i både brands og modeller. Man skal prøve lidt blandet af, for at finde sin egen hylde – man skal ikke lade sig diktere af flertallet, eller andres passioner – uden at sige, at inspiration ikke er en god ting.
Seneste Sneakerkøb
Mit senest køb har sjovt nok ændret sig “as we speak”. Jeg har netop lige fået accepteret et bud på Nike Air Max 98 “La Mezcla” via StockX, som var New York’s vinder-silhuet fra Nike’s “On Air” konkurrence. Før dette var det Nike SB Dunk “Dog Walker”, som var mit senest køb.
Favoritten
Det er virkelig svært at udpege en favorit i sin kollektion. Det anhænger i min optik af, hvorvidt man vurderer skoen isoleret set, eller om man skal bruge skoen til et specifikt formål. Forskellige modeller til forskellige outfits. Jeg kan sige så meget, at mine favorit-silhuetter er: Air Max 1, Air Max 180, Air Max 97, NB997 og NB998. Jeg er klart til klassikerne – altså de ældre silhuetter – men samtidigt holder jeg også af en innovativ tilgang til at udvikle farver, modeller og mønstre. Den sko jeg har brugt mest i 2019 er “Air Max 1 OG red”, og den jeg brugte mest i 2018 og 2017 var “Air Max 97 OG Metallic Gold”.
Grail’en
I takt med at jeg har en stor passion for Liverpool og den tilhørende røde farve, så er min grail nok en Air Max 1 “Urawa”. Uden at Liverpool dog har noget som helst med denne sko at gøre, så appelerer den virkelig meget til mig. Jeg holder af kontrasten i den røde, sorte, grå og gule colourblocking, som skaber en perfekt synergi til silhuetten. Jeg vælger her også en sneak, som er realistisk at opstøve til en relativ fornuftig pris. Alt er jo relativt, ikke?