Yep altid! Gider man ikke vente, må man tænde lyset selv.
Sådan er det også med løb, i hvertfald hos mig.
Jeg kan godt have en lille bette periode, hvor mit løb går lidt i stå, hvor jeg mærker, at det tager mig ca. 40 min til at proppe et ben i mine tights og 19 min til at vælge playliste på min Ipod. Det hele ender med, at jeg nærmest bliver sparket ud ad døren. Af min mand. Især i denne mørke tid, hvor man skal have 117 lys på kroppen og blinkende dimser på fødderne.
Vinterperioden skiller løbere fra ”turister”. De sidstnævnte jogger kun på løbebånd i varmen eller når regnen, kulde og slud udebliver. Ellers er det no-go. Skoene kunne jo blive våde.
Løbere er nød til at motivere sig ihjel, når de skal ud i det mindre sjov vejr (ok, lortevejr) og det er nok her, man mangler incitament til at give den gas udenfor.
Det er dog også her, drømmer bliver til mål – for at (forhåbentlig) blive til en realitet når man står på start stregen. Klar til at høste efter en lang vintertræning.
For mit vedkommende stiller jeg altid lidt højere krav til mig selv og derved også højere ønsker til de forskellige marathons.
Gider ikke løber 10 runder mere for at ramme 42,2 km. Vil helst nyde alle kilometer på en lækker strækning i en storby, helst under blå himmel, iført små shorts og rød singlet.
Tiden er ikke vigtig (ok, sub 4 er vel altid fedt) – ellers er det ultimativ mål at komme gennem uden skader, superglad og ramme runners high.
For at man når dertil, skal der mange kilometer i benene – i dårlig vejr og er man heldig rammer man dagen ligesom i dag, men skinnende sol.
Run on people, run on!
