-3 grader, høj sol og vindstille. Luften er frisk, for frisk og skarp. Jeg kan mærke, at kulden trænger gennem den tynde løbejakke. Ikke fordi jeg ikke har det rigtige tøj på, men fordi jeg faktisk går og ikke løber.
Yep, for at sige det ligeud, så er jeg blevet degraderet fra runner til skildpadde.
Jeg kender ingen andre, som kan benægte sin egen skadesituation, som løbere. Jeg har løbet (jo jo forsigtigt) med fiberspring, jeg løb også for nogle år siden med dårlig knæ, lidt hofteskade, jeg løb med piriformis og jow jow jeg løb sandelig også dengang, da jeg havde 4 ribben brækket. Gennem HCA Marathon skulle jeg jo. Ingen vej tilbage.
Det er sjovt hvordan ens eget hoved overtager styringen og tvinger kroppen til det. Bevares, hvis man springer noget total “livsvigtigt” som løb over.
Og nu er jeg så her, lidt skadet – hist og pist. Lille fiber i baglår, lidt betændelse i foden, iskiasnerve i klemme. Kan jeg løbe? Jo, jeg kunne godt, hvis det gjaldt mit liv. Gør jeg det? Jo, lidt, du ved stille roligt, det er nærmest gang.
I gamle dage sagde man, at man går ud at jogge. Det tænker jeg, at jeg har gang i nu. Jogging.
Jeg har selvfølgelig kontaktet min fys, helt egen fys med magic hands, Anne Marie. Hvis nogen kan hjælpe, så kan hun. Hun kender min krop, har kendskab til mine udfordringer og kan faktisk holde ud at høre på min accent en hel time. Sådan da. Og så er hun altid så lige ud med sin ” Hvad har du NU lavet?” Jeg føler mig velkommen. Og jeg betaler, koste, hvad det vil, fordi nye ben skal man da have.
-3 grader, høj sol og vindstille. Nu skal jeg gå, måske endda powerwalke. Det skal nok gå. Keep the positive thinking. RISE. Positiv igen.
Mere kan jeg ikke gøre.
