“Hvad står der på skiltet, er det ikke 39? ” spørger Eskild.
“Nej, det er 38”, svarer jeg.
Jeg kan fornemme, at han er lidt presset. Solen, vand, energidrikke og alle de mennesker gjorde sit. Han vil bare i mål. Jeg prøver at komme med positive historier, fortællinger, joker lidt, dog er der ikke ret meget at komme efter. Han vil bare hjem – og hjem kommer han.
Bare ikke nu, han skal først gennem finish line.
Pretty in pink
Vi har mange navne, da vi cruiser gennem de Københavnske gader. Alt efter folks fantasi. Nogle råber: Pinkiiiies, andre Pink Runners, ganske mange kalder os Crazy in Pink, men kun dem, som har oplevet os før, ved, at vi gør det af ét eneste grund. Vi er Team Hop for Muskelsvind. Vi er de stolte repræsentanter for Muskelsvindfonden og gør alt for at blive bemærket.
Det er heller ikke så svært, når der løber 10 mennesker, klædt i lyserød spandex og slår baglænder – bare fordi de kan.
Vi gør alt for at blive bemærket, fordi det giver en god mening, fordi man ikke skal tage livet og bevægelse for givet – og fordi der er plads til forskele. Altid.
The deal
Du kommer, du løber, du stopper for HVER eneste kilometer og slår en salto – kan du ikke, så klapper du og venter pænt, når de seje hoppende gutter er klar til afgang igen. Og sådan går det samtlige 42 km. I søndags var der dog masser tid til videos, små Snapchat historier, masser billeder og gode fortællinger. Vi løb, vi grinte, vi holdt sammen.
Vi var 10, der startede og vi var 10, der løb gennem målet. Vi fik faktisk masser hjælp undervejs af andre medlemmer af gruppen, som ville bare hoppe. De cyklede og hoppede med på samtlige kilometer. Så seje!
Copenhagen Marathon har gjort det godt. Det var ren folkefest. Glade mennesker og gaderne fyldt med flag og balloner. Præcis, som vi gerne vil have det.
Var vi trætte? Ja. Gør benene ondt? Ja.
Gør vi det igen? JA.
