Vi spiser for meget, eller uhæmmet.
Vi tisser i busken.
Vi går op i grej – jo større, fancy, dyrere- jo bedre.
Vi køber alt for mange sko.
Man er ikke skadet, medmindre man mangler et ben eller begge arme. Brækkede ribben er no issue.
Kører man på en familie udflugt, sørger man for, at have løbetøj indunder sit almindelig kluns, så man kan jogge hjem.
Foam rulle er noget vi både elsker og frygter. (google det eller spørg en ven :) )
Man bliver alt for hurtig afhængig og går fra at have en funktionel T-shirt til 20 af slagsen. De er dog alle super essentielle – tænk hvis man kom til at mangle noget.
Alder er kun et tal.
Og dog! Der nogen, der siger, at man kan blive for gammel til at dyrke Marathon distancen. Hvem?
Jo, min mor gør. Jeg har åbenbart mistet mine æblekinder og udviklet i stedet for nogle pæne skinny-jeans lårbasser.
Min Mammi savner i mit hjem højhælede sko, fancy kjoler og silke tørklæder. Let´s face it, jeg nyder min sneakers univers. Ikke fordi det ene udelukker det andet, men bliver jeg inviteret til en fest, kommer jeg ikke, medmindre jeg kan tage sneaks på.
Hvornår er man da en runner?
Distancen og hyppighed er nok ligegyldig, pace er ligegyldig – man må selv bestemmer, om man speeder som Mo (Farah) eller cruiser som skildpadde. No-one cares! Løber du? Kan du lide det? Så er du løber, runner, Läufer, bezec.
Personligt har jeg bare nået grænsen, hvor jeg ikke tænker længere over, at sparke mig ud af døren. Jeg gør det bare helt automatisk, ligesom jeg spiser brød med Nutella til morgenmad.
Det er blevet en god vane. En virkelig lækker én af slagsen.
Løb er blevet så stor del af livet, at stopper jeg, tager jeg nok 7 kg på overnight.
Men det bliver ikke i dag!
Instagram med runnershigh – feel free to follow here.
