For de fleste er det periode, hvor man ikke ved, om man skal græde eller grine. Luften er kold, vinden er kold, regnen er kold og det er mørkt hele tiden.
What to do?
Ingenting. Bide det i sig og videre. Det kan godt være, at det tager 40 min til at tage refleksvesten på, yderligere 20 min til at finde de rigtige sko (bevares hvis de seje røde shoes bliver mudret til).
Det klogeste er vel at sætte ”I just can´t get enough” på repeat og træde ind i mørke. Let´s face it – tiltrækkende er man ikke – med flere lag på overkroppen, hue, handsker, alt mulig blink blink grej og oversized high vision vest (selv om den ikke altid hjælper og man har følelsen af, at den forbi kørende bil har snittet ens arm)
Formålet med det satans vintertræning er, at kunne starte på det samme niveau (og gerne højere) når forårets begivenheder ticker ind.
En fod foran den anden.
Dag efter dag tvinger jeg mig til at rykke mine grænser – først mentalt og pludselig gør jeg det bare in real life. Lige nu løber jeg udover almindelige løbepas også dobbelte løbepas. 1 om morgen og 1 i eftermiddag, så jeg ender på dagen sammenlagt på ca. 16-19 km. Sådan en dobbelt tur skovler jeg ind hver fredag. Mine ben elsker det.
Jeg har ikke de store issues med at komme ud, jeg får først nogle problemos, når jeg runder de 20-25 km søndag aften og kommer i tanker om en serie på Netflix og Othello lagkage.
Til gengæld er det mere ensomt. Ingen tilskuere, ingen cyklister og nærmest ingen bilister. Det eneste, der bryder ensomheden, er, når man passerer et fuldt dekoreret hus, som går all in på alt for tidlig jul belysning.
Jeg lover mig selv hvert år, at jeg vil finde en makker til at løbe med næste vinter.
Det sker dog aldrig – ingen er muligvis crazy enough til at løbe med 😊
Min motivation er dog pics, jeg knipser med min baby (Ipod) af de mørke gader, fanger lyset og vinkler for at booste andres incitament til at løbe – check det ud her, hvis du selv trænger.
Det giver kick.
